Info til skoler


Lambda har en foredragsgruppe

Vi er en  gruppe, der besøger skoler, foreninger o.lign. for at fortælle om vores politiske arbejde, og om hvordan det er at være homoseksuel m.m.

Vi har bl.a. været på folkeskoler, efterskoler, højskoler, menighedsråd, loger, internationale højskoler og politiske ungdomspartier. Desuden snakker vi med alle der har ønsker information om det at leve som homoseksuel og vi udarbejder informationsmateriale efter behov.

Det koster 1000 kr plus transport at få os ud og fortælle.

Hvis du gerne vil have os ud og fortælle kan du skrive til os på skole@lambda.dk.

Vi modtager også besøg i vores lokaler i Odense, fra elever der skriver opgave om homoseksualitet. Der er også mulighed for at lave interviews med os via Skype. Skriv en mail til os på skole@lambda.dk hvis du har brug for at snakke med os i forbindelse med en projektopgave. Men husk at alle i Lambda er frivillige og har job og skole ved siden af, så det er rigtig godt at være i god tid.

Fordomme om homoseksuelle

  • Alle bøsser er frisører!
  • Alle lesbiske går i kansastøj!
  • Bøsser løber ikke, kaster ikke, griber ikke!
  • Piger der spiller fodbold er lesbiske!
  • Alle bøsser boller i røven!
  • Alle lesbiske bruger dildo!
  • I alle homoforhold er der en mand og en kvinde figur!

Fordi man er homoseksuel, behøver man ikke at leve op til de nævnte fordomme. Vi har både set bøsser der løber, kaster og griber, og lesbiske der går i kjole!

Homoseksuelle er kort sagt lige så forskellige som alle andre mennesker. Og selv om det måske virker lidt mærkeligt at to mænd eller to kvinder kan leve sammen og være kærester, så er vi faktisk slet ikke så underlige. Det vil vi rigtig gerne komme ud på din skole og fortælle noget om.

Selv om der i dagens Danmark er en stigende forståelse og accept af homoseksuelle, oplever vi desværre stadig, at der opstår misforståelser på grund af uvidenhed.

Hvis man skal have en forståelse for, hvad det vil sige at være homoseksuel, er det bedste at høre en homoseksuel fortælle sin historie.

Vores formål med at tage ud og fortælle om os selv er at få rokket ved uvidenhed og fordomme. Vi er alle sammen frivillige og får altså ikke løn eller noget for at tage ud og fortælle. Vi gør det fordi vi gerne vil være med til at aflive fordomme og hjælpe skoleelever med at få en større forståelse for forskelligheder.

Vi har været ude på mange forskellige skoler, men lige meget hvor vi kommer hen, er der altid fordomme blandt eleverne og det viser os at der er behov for det arbejde vi laver. Samtidig er det sjovt og interessant at høre om hvordan andre lever et liv der måske er lidt anderledes end de flestes.

Vores foredragsholdere er unge, helt ned til ca 18 år. Det kan godt være rigtig svært at stå der og fortælle om sig selv, men vi er til stede i øjenhøjde og sørger for at kommunikere med klassen.

Et foredrag kan være for en enkelt klasse eller flere klasser sammen. Det tager ca 2 timer i alt. Først fortæller vi lidt om os selv og vores forening, derefter fortæller vi vores personlige historie om hvordan vi fandt ud af vores seksualitet og hvad vores familier sagde da vi sprang ud. Så holder vi en pause og til sidst bruger vi en hel time på elevernes spørgsmål.

Kontakt Martin Knudsen på mk@lambda.dk for nærmere info samt booking af foredrag.