Lambda fik årets festpris ved Danish Rainbow Awards


axgilprisDer var skarp konkurrence fra Draghouse, som bestemt også havde været en værdig modtager af årets festpris ved Danish Rainbow Awards onsdag d. 25. april 2018, men det var altså os fra Odense der løb med statuetten og æren. Og en ære, det er det bestemt.

Stemningen var høj fra starten i Wallmans og den gamle cirkusbygning emmede af stemning. Det var tydeligt at nogle borde havde fået lidt våde varer indenbords under spisningen, flere var allerede lettere sidevindsfølsomme da Lambdas delegation ankom ved 19.30 tiden. Selv Kongehuset havde fundet vej til Cirkusbygningen, som da også var bevogtet af svært bevæbnet politi ved indgangene. Kronprinsesse Mary skulle overrække en af priserne, men overværede også showet fra første parket, hvor hun i øvrigt sad til bords med selveste Bent Fabricius-Bjerre.

Hele 16 priser skulle overrækkes og med underholdning mellem hver overrækkelse, samt nogle rimelig lange nominerings- og takketaler, var det uundgåeligt at showet blev forsinket. Festprisen blev udtrukket som den første efter pausen, så stemningen var helt i top, da DJ og festarrangør Jean Von Baden præsenterede de nominerede og afslørede at Lambda havde vundet prisen.

Det var en kæmpe ære at modtage festprisen fordi den om nogen fortæller at vi i Lambda har fat i noget af det rigtige når vores frivillige gang på gang stiller op for at bruge en aften og nat på at skabe de bedste festrammer for alle der har lyst til at være med. Lambda driver nogle af provinsens allerstørste LGBT-events og denne pris er rigtig meget med til at understrege at der faktisk bliver lagt mærke til os – også ud over foreningens egne små rammer.

Vi siger tit i Lambda, at vi har Danmarks bedste frivillige og det synes jeg faktisk godt vi kan være bekendt at sige. Hos os er der plads til alle, uanset baggrund. Plads til alle og brug for alle. Kun ved at dyrke diversiteten i frivilliggruppen, kan vi skabe rammerne for den diversitet der er så vigtig i vores events.

Som formand er jeg pavestolt over at kunne stå på scenen i Cirkusbygningen og modtage så flot en pris som netop festprisen. Nogle gange føles det måske som om at Fyn bare er det der bumb som bøsserne fra København kører over, når de drøner mod Hamborg for at feste, men jeg synes at vi skal vise dem noget andet og det er den her pris virkelig med til.

Tak til alle der har stemt på os og tak til Rainbow Business Danmark for at afholde et storslået show, som jeg godt synes vi kan være bekendt at invitere de kulørte blade til. :)

Martin Knudsen, Formand

Kalender

<<maj 2018>>
mtiotofls
30 1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31 1 2 3