Søg på dette website

Lambda
Brogade 3
5000 Odense C

Telefon: 32 12 62 45
fax: 32 12 62 46
lambda@lambda.dk

Om Lambda‎ > ‎

Historie

Tiden før Lambda

Landsforeningen for bøsser og lesbiske havde oprindeligt en lokalafdeling i Odense, som i de sidste to år af sin levetid frem til maj 1993 også drev diskotek og café Pan i Sankt Anne Gade midt i Odense centrum. I forbindelse med LBLs økonomiske nedtur i 1990'erne valgte LBLs hovedbestyrelse at nedlægge diskoteket og caféen. Det var jeg som et af flere medlemmer af den daværende bestyrelse for lokalafdelingen utilfreds med, og hele bestyrelsen (lige med undtagelse af kassereren) valgte at gå af i protest. Det lykkedes ikke LBL at genetablere lokalafdelingen, - i stedet valgte en gruppe af mennesker med baggrund i den netop afgåede bestyrelse at danne en initiativgruppe, der ville arbejde for etableringen af en ny fri og lokalt styret forening.

Lambda blev født

Initiativgruppen, som havde udgangspunkt i den tidligere fynske lokalafdeling af LBL, havde ikke ret mange andre midler end et veletableret system af jungletrommer og et vist gå-på-mod, (som man jo altid får, når man er utilfreds med noget) til at sprede ideen til resten af miljøet. Det lykkedes at få stablet en stiftende generalforsamling på benene, som skulle afholdes den 11. september 1993 på Magasinet i Brandts Klædefabrik. Homomiljøet har erfaringsmæssigt altid været uforudsigeligt, men tilstrømningen til generalforsamlingen var overvældende, idet godt 200 bøsser, lesbiske m.v. dukkede op. Som det hørte sig til, var der også fest, amerikansk lotteri, og op til flere "indsamlingsbøsser" til støtte for initiativet sås da også i mængden. Det beskedne overskud fra arrangementet udgjorde foreningens startkapital.

Lambda var i begyndelsen udelukkende en politisk og netværksskabende forening, idet det hengangne Pan i LBL-regi var genopstået i september 1993 på private hænder.

Navnet

Navnet Lambda blev valgt som foreningsnavn efter mange tunge overvejelser og i sympati med vores søsterorganisationer Lambda Istanbul, Centro Lambda Chile og Stowarzyszenie Grup Lambda UW Universytet Warszawski i Polen!!!

Udvidelse

Det privat drevne Pan diskotek og café Scarlet måtte i maj 1994 opgive den fortsatte drift af Odenses eneste bøsse/lesbiske værested. Dermed var gaderne igen fyldt med en hob af homoer, der ikke vidste, hvor de nu skulle drive hen. I løbet af 1994 blev det klart, at der skulle ske noget nyt i miljøet, hvis det ikke igen skulle spredes for alle vinde. Lambdas bestyrelse indgik derfor den 1. december 1994 lejeaftale for kælderlokalerne i Vindegade 100. Her skulle være bøsse/lesbisk værested og diskotek, - og der var masser af plads. For en lille forening som Lambda var det et kæmpe spring, der krævede masser af frivillig arbejdskraft og gå-på-mod. Siden da har rengøringshold og arbejdsweekender været en fast bestanddel af identiteten som bøsse og lesbisk!

Af Bjarne Brøndgaard (formand fra 1993 til 1995)