Bøs’hyg’

Her er der mulighed for at møde ligesindede mænd, snakke om hverdagslivet og det man møder i det offentlige og sociale miljø samt på de sociale medier.

Kommende bevigenheder i Bøs’hyg’

Åbningstider

Anden lørdag i hver måned

Gåtur fra kl. 14-15

Kaffe/te-hygge fra kl. 15-17

Madlavning og spisning fra kl. 18-20

Lokation

Lambda – Brogade 3, Odense

Er man mand og føler det er rart at møde ligesindede mænd, er der i gruppen god mulighed for at snakke om det at være bøsse. Vi snakker om hverdagens udfordringer, livet som bøsse i fritiden, arbejdsmiljøet og på de sociale medier.

Vi hygger med gåtur fra kl. 14-15 hvor vi går tur i Odense by, og der er god mulighed for at snakke. Det giver noget godt at kunne stille hinanden spørgsmål og høre om en persons mening eller erfaring inden for et emne.

Fra kl. 15 hygger vi med kaffe, te og kage. Her snakker vi om hverdagsemner, og det er et hyggeligt og rart forum at snakke i. Her er plads til at være det væsen man nu engang er. Vi snakker f.eks. ofte om de sociale medier og hvor udfordrende det kan være. Vi snakker om sex og det at passe på sig selv i forhold til kønssygdomme, prep m.m. Vi snakker om det at være i forhold og udfordringer med det. Vi snakker om apps og hvordan der stadig kan ske overfald og nedværdigende diskrimination i bybilledet.

Vi hygger også med at spille dart, minipool og brætspil hvis der nogen der har lyst til det. Vi laver også mad sammen, så ved 17-tiden er vi nogle stykker der går i køkkenet og laver mad, mens andre dækker bord. Det er frivilligt om man vil spise med, og det koster 45 kr. Vi spiser gerne i mødelokalet så vi har ro og gode mulighed for at hygge og være sociale over maden. Derefter er der mulighed for at hygge videre nede i Lambda-baren som er åben for alle brugere af Lambda. Ofte er vi nogle det bliver og snakker videre ud på aftenen.

Vi har søgt penge fra aktivitetspuljen i Lambda, og i år har vi fx kørt gokartrace, været på pool-/billard-bar samt været ude at bowle og besøgt Odense Zoo til jul. Der er egenbetaling til disse arrangementer, men med tilskud fra Lambda har vi en mere favorabel aktivitetspris.

Vi har et forum hvor man respekter hinandens grænser og privatliv. Man bestemmer selv hvorvidt man ønsker at byde ind på de emner der diskuteres. Man kan også selv tage emner op som man ønsker at få andres mening om i fortsat respekt for hinanden.

Mathias og Bjarne er tovholdere på Bøs’hyg’-møderne samt aktivitetsoplevelserne.
Bjarnes mail: bd@lambda.dk

Som bøsse eller mand der er til mænd er man velkommen til at komme med i vores chat-gruppe som hedder bøshyg på Messenger. Her kan man skrive sammen, hvis der er noget man er i tvivl om i forhold til bøs’hyg’ og aktiviteter m.m.